Kirsten Schwalbes ældste datter er på plejehjem. Men det er hun som 110-årig for frisk til

Den 10. marts 1914 – få måneder inden Første Verdenskrig begyndte – blev Kirsten Schwalbe født. Hun har levet i 110 år og oplevet flere forandringer i verden end nogen anden nulevende dansker. Hørelsen, synet og fysikken er ikke, hvad det har været. Men på trods af sit utroligt lange liv er Kirsten Schwalbe stadig frisk i hovedet og har let til latter. »Jeg havde aldrig troet, at jeg ville opleve årtusindskiftet. Men det er jo gået udmærket,« siger Kirsten Schwalbe og griner. Berlingske har besøgt den 110-årige kvinde i hendes hjem i Struer. Hun er Danmarks ældste nulevende person og en af meget få personer i verden, der har levet i 110 år eller derover. I Danmark findes der lige nu kun hende. På verdensplan findes der 200 til 300 personer i den aldersklasse. Og ikke nok med det, så holder hun sig også friskere end mange andre, der er årtier yngre. Hun har blandt andet overskud til at lade journalister komme på besøg og blive filmet og fotograferet. Hukommelsen fejler ikke noget. Hun handlede selv og gik til banko, indtil hun fyldte 105 år. Det mest sigende eksempel er måske, at plejehjem endnu ikke er aktuelt for Kirsten Schwalbe. »Jeg fik tilbudt en plads på et plejehjem lige inden sommer. Det var mest for mine børns skyld, så de ikke behøvede at komme og hjælpe mig længere. Men jeg endte med at takke nej. Jeg synes jo, at jeg har det meget godt her,« siger hun. Hvorfor er netop hun blevet så gammel og har samtidig holdt sig så frisk op i sin alderdom? Det er noget af det, vi har mødt Kirsten Schwalbe for at tale om. Men vi er også interesserede i at få et indblik i det liv, hun gennem 110 år har levet. Oplevet to verdenskrige Kirsten Schwalbe voksede op på et landbrug i Struer, hvor hun fra en tidlig alder hjalp sin far med arbejdet. Hun gik i skole, indtil hun var 14 år, og flyttede efterfølgende til en anden gård, hvor hun var ung pige i huset. I 1938 blev hun gift med sin første mand, som hun fik tre døtre sammen med. Manden arbejdede, mens Kirsten Schwalbe var hjemmegående. »Kvinder arbejdede jo ikke ude dengang. Men jeg kan huske, at nabokonen fik et job hos B&O, da virksomheden kom til Struer. Det var der mange, der gjorde. Så sagde jeg til min mand, at det ville jeg da også, men det syntes han altså ikke, at jeg skulle,« fortæller Kirsten Schwalbe – igen med et grin efterfølgende. Arbejdsmarkedet ville hun dog ind på, og hun endte senere med at få et job på en fabrik i Struer, hvor hun syede tøj og badedragter i 20 år, indtil hun gik på pension. Kirsten Schwalbe har oplevet to verdenskrige. Barndommen under Første Verdenskrig husker hun ikke meget fra. Under Anden Verdenskrig var hun gravid og boede i udkanten af Holstebro. »Der mærkede vi ikke meget til krigen. Men vi var heller ikke så fordringsfulde dengang, som vi er i dag. For vi kunne jo nøjes med lidt,« siger Kirsten Schwalbe. Familien fik mælk, smør og fløde fra en gård i nærheden, og nogle gange fik de også en halv gris. »Så det gik såmænd. Jeg husker det ikke, som om der var noget, vi måtte undvære. Jo, tøj kunne man overhovedet ikke få, og jeg kunne ikke passe noget af mit tøj, fordi jeg var gravid, men det var også det,« siger Kirsten Schwalbe, der heldigvis selv kunne sy sit tøj. Den største opfindelse i hendes levetid Forandringer i samfundet har været enorme hen over Kirsten Schwalbes lange liv. Hendes egen mor døde af lungebetændelse i en tidlig alder, da penicillinen ikke var opfundet på daværende tidspunkt. Det blev den først senere. Kirsten Schwalbe siger selv, at »det hele« er blevet opfundet, siden hun var barn. Biler, flyvemaskiner, fjernsynet. »Jeg kan huske, at min mor og far engang sagde, at nu kan de da ikke finde på mere,« siger Kirsten Schwalbe. »Men tænk sig alt det, de har fundet på siden.« Mobilen og internettet nævner hun ikke selv. Men da vi spørger hende, om hun bruger en mobil, fortæller hun, at de begyndte at komme, da hun var omkring 90 år. »Så der sagde jeg nej, for det var jeg da alt for gammel til. Men havde jeg vidst, at jeg blev 110 år, så havde jeg da nok gjort noget ved det,« siger Kirsten Schwalbe. Vi spørger også, hvad hun synes, der er den største opfindelse i hendes levetid. Til det spørgsmål bliver hun eftertænksom og kigger rundt i stuen, indtil hun får øje på den: »Rollatoren,« udbryder hun og griner højlydt. En af forklaringerne på hendes høje alder Kirsten Schwalbes mand døde i 1981. Hun fik efterfølgende en ny mand, som døde kort tid efter på grund af sukkersyge. Døtrene er alle over 80 år i dag, og de hjælper deres mor i hverdagen så meget som muligt. Den ældste datter er dog kommet på plejehjem, og derfor er besøgene ikke mulige i samme omfang længere. Når vi taler om familie, nærmer vi os en af Kirsten Schwalbes egne forklaringer på, at hun er blevet så gammel, som hun er. Hendes egen familiehistorie er nemlig ret speciel. Moderen døde i en tidlig alder, og faderen døde af en hjerneblødning som 61-årig, men de efterlod sig en børneflok på ti, der næsten alle blev meget gamle. Fire af dem blev over 100 år, fire blev over 90 år, og to døde i en tidligere alder af sygdom. Nu er det kun Kirsten Schwalbe og hendes lillebror på 103 år, der er tilbage. »Jeg tror, at det skal ligge til en, når man tænker på, at vi var så mange børn, der blev så gamle. Så jeg tror, at der ligger en del i generne,« siger hun. Hvis vi forlader Kirsten Schwalbe et øjeblik og ser på, hvad vi forskningsmæssigt ved om personer som hende, er der god evidens for den udtalelse. Massevis af forskning forsøger at finde svaret på, hvorfor nogle mennesker bliver så gamle, og hvad vi andre kan lære af dem for at få et længere liv. Og det tyder ikke på, at livsstilen har nogen særlig betydning. Nogle på 100 år eller derover har levet sundere end andre, der blev født samtidig med dem, mens andre har drukket og røget løs hele livet. Til gengæld ser det ud, som om generne har betydning, når vi taler så høj en alder. Og så handler det for en del også blot om held. Men selvom livsstilen ikke viser sig som en stor faktor i forskningen, og selvom der ikke var en sundhedsstyrelse til at fortælle Kirsten Schwalbe, hvordan hun skulle motionere og spise, da hun var ung, har hun på mange måder levet efter de sundhedsråd, vi kender i dag. Sådan var hendes livsstil Det første, Kirsten Schwalbe fremhæver, når vi spørger ind til livsstilen, er al den friske luft, hun har fået gennem sit liv. »Jeg cyklede meget. Vi havde jo ingen bil, så jeg cyklede alle steder,« siger hun. Hun har gået til gymnastik og svømning det meste af sit liv, og kosten har primært bestået af store mængder kål, gulerødder og kartofler, som hendes familie dyrkede selv. Kød fik de ikke meget af. Hun har aldrig røget – ud over de enkelte sug af en cigaret, som hun har prøvet til et par fester – og hun var langt oppe i alderen, før hun smagte alkohol første gang. »Der var ikke spiritus, da vi var børn, og jeg har aldrig været slem til alkohol. Nå ja, jeg har da været fuld et par gange, men det tror jeg også er det,« siger Kirsten Schwalbe. Det er heller ikke til at tage fejl af de sociale relationers betydning, når hun fortæller om sit liv. Hun har holdt sig socialt aktiv langt oppe i sin alderdom – blandt andet gennem banko og med besøg fra venner – og nyder stadig godt af jævnlige besøg fra familien. Humoren og det gode humør er heller ikke til at tage fejl af. Hun har aldrig været ramt af en af de fire store aldersrelaterede sygdomme: kræft, type 2-diabetes, hjerte-kar-sygdomme og demens. Men hun har på det seneste døjet med sygdommen helvedesild, som til tider gør dagene tunge. Hendes råd til nyere generationer Ansigtstrækkene bliver alvorlige og sørgmodige, da Kirsten Schwalbe fortæller om bagsiden af at være den ældste person i Danmark. Den handler om alle dem, hun har mistet i sit liv. »Alle mine gamle naboer er væk, alle dem, jeg kendte, alle dem, jeg gik til svømning og gymnastik med. Der er jo ingen tilbage,« siger hun. Det tænker hun sommetider på. »Det kunne da være dejligt, hvis vi alle kunne forsvinde på samme tid. Men vi bliver jo ikke lige gamle. Sådan er det jo,« siger Kirsten Schwalbe. Da hendes børn, børnebørn og oldebørn bliver nævnt, lyser hun op igen. »De betyder alt. Det er dem, der holder mig i live. Det er det helt bestemt,« siger Kirsten Schwalbe. Vi spørger, om der er noget, fra dengang hun var ung, som vi kan lære af i dag. Til det siger hun, at hendes eventuelle råd ligger så langt fra den tilværelse, som unge mennesker lever i dag, at ingen ville lytte til dem. Men der er én ting, hun gerne vil slå fast. »Jeg synes, I skal lade være med at kigge så meget i det apparat,« siger hun og hentyder til mobilen. »Og så er mit råd, at man skal behandle andre, som man selv vil behandles. Og lade være med alle de krige.« Efter et par timer i hjemmet i Struer virker Kirsten Schwalbe lige så frisk, som da vi kom. Hun har godt nok ikke nået sin eftermiddagslur, siger hun, men den kan hun tage på et andet tidspunkt. Resten af dagen skal sandsynligvis foregå i sofaen med strikketøjet, som Kirsten Schwalbe bruger det meste af sin dag med. Hun strikker tøj, som afleveres til velgørenhed og sendes til børn, der har brug for det. Og ellers håber hun, at en af hjemmehjælperne vil spille kort med hende senere. https://www.berlingske.dk/indland/kirsten-schwalbes-aeldste-datter-er-paa-plejehjem-men-det-er-hun-som-110